Ny Pinot Noir fra Oregon - Velkommen Phelps Creek Winery
Phelps Creek
Så er der landet friske vine på lageret. Et vinhus som vi første gang mødte på vinmesse i Paris i foråret. Efter et par møder og gennemsmagning af deres vine på vores lager, så stod det klart at disse vine kan noget helt specielt. Det er med stolthed at vi præsenterer disse vine for jer.
Bob er manden som er både ejer og har grundlagt af Phelps Creek. En mand med stor viden og rå mængder af charme. Hans vine er komplekse, uden at være tunge, de er friske i frugten, uden at blive til saftevand. Det er vine med en balance som vi nyder, hver eneste gang vi smager på dem.
Phelps Creek Winery
I 1989 jagtede Robert Morus et sted til at opdrage sine børn og dyrke vin, det fandt han i Colmbia Gorge, lidt væk fra de gængse områder i Oregon. Phelps Creek farmen er på godt 60 acres, hvoraf de godt 30 er udlagt til vinbrug. Fokus i dag er på pinot noir og chardonnay, hvor de ældste vinstokke er plantet i 1990.
I dag er franske Alexandrine Roy Director of Winemaking, efter i en periode kun at have konsulteret. Et næsten tilfældigt besøg, fik skabt forbindelsen mellem Robert og Alexandrine. Hun arbejder resten af året på Domaine Roy i Gevrey-Chambertin, med sin familie. Ligheder og forskelle mellem de to områder, skaber hendes beundring for Oregon. Hendes påvirkning kan fornemmes i mange af vinene, der har en europæisk stil over sig.
Den samlede produktion hos Phelps Creek er under 60.000 flasker.
Columbia Gorge AVA
For os hos Americanwine kommer disse vine også fra et område vi ikke har vine fra i forvejen. Columbia Gorge ligger små 100 km øst for Portland i et unikt lille hul. Det er her der er den eneste passage i Cascade Mountains i vandhøjde. Det skaber et vindomsust klima, som er optimalt for mange druesorter. Der er plantet mere end 80 forskellige druesorter, men pinot noir og chardonnay er dominerende.
Vinmarkerne ligger fra vandhøjde og helt op til 600 meters højde, hvilket også skaber et dyrkningsklima med stor diversitet. Generelt er området varmere end Willamette Valley, men vinden skaber alligevel kølighed. Det skaber vine som kan fremstå mere modne, men med højere syrestruktur, end i direkte sammenligning med Willamette Valley. Phelps Creek er et af kun 50 vinerier i dette område.