Friske vine fra New York
Vinområdet New York har koldt klima, på niveau, så det næsten er svært at sammenligne med noget i Europa.
Vi er den seneste tid blevet blæst helt bagover af vinene herfra, som står knivskarpt. På lageret er netop landet en stor sending af friske vine, som endnu engang viser et tårnhøjt niveau.
Generelt er vinene fra New York perfekte til dansk mad, da de har en syre, der balancerer finessen. Derudover passer de perfekt til sommeren med deres friskhed og fine, rene syreprofil.
Områderne i New York
Der er to områder i New York vi har vin fra: Long Island og Finger Lakes. De to områder har stor diversitet, hovedsageligt baseret på forskelle i temperatur og klimatiske forhold.
Long Island ligger som en halvø, nord-øst for New York City. Her er klimaet kontrolleret af det omliggende hav, der skaber stabile temperaturer gennem vækstsæsonen.
Paumanok ligger på den nordlige del af halvøen og fremstiller flotte rødvine på merlot og cabernet franc, i stil med rødvine fra Bordeaux. Det er vine med fylde, men alligevel en tør stil der giver god balance sammen med de rigtige retter. Deres riesling kommer i både tør og halv-tør udgave, som dermed dækker de fleste behov.
Finger Lakes er stedet der virkelig tiltrækker opmærksomhed i disse år. De dybe søer skaber stabilitet, i et område der ellers ville være for koldt til at dyrke vindruer på højt niveau.
Riesling er hoveddruen, men flere andre druer står på spring til at levere vine i en frisk og elegant stil.
Cabernet Franc, som kendt fra Loire, samt pinot noir er de store rødvinsdruer. Stilen i begge er helt lys og saftig. Riesling fra Finger Lakes kan fra de bedste parceller stå så rank som de bedste fra Tyskland, med samme dybe mineralitet og kompleksitet i smagen. Vi handler med to huse fra Finger Lakes; Hosmer og Red Newt, som begge rangerer blandt de førende producenter.