Kult producenter fra Napa Valley

Rudd Estate

Hos Rudd Estate har man fantastisk jordbund, som er beliggende i hjertet af Napa Valley, i Oakville. Her er gammel vulkansk jordbund som giver den rigtige sammensætning af mineraler for at skabe gode sunde druer.

Oakville er byen i midten af Napa Valley, hvor vi finder de fleste af de store navne som Screaming Eagle, Opus One med flere. Hos Rudd er man stolte af at være vindyrkere mere end vinmagere, her passes på jorden med økologisk tankegang. Alt udføres af et fastansat hold, der kender hver enkel mark, parcel og næsten vinstok. Perfektion ligger i detaljen og det har man øje for her på ejendommen. Målet er til enhver tid at udtrykke jordbunden optimalt i flasken.

Leslie og Susan Rudd grundlagde gården i 1996 efter en lang karriere med omdrejningspunkt omkring mad og vin. Grundlæggelsen af PRESS restaurant i St. Helena er et af de mest åbenlyse. Hans hustru Susan har været med på hele rejsen, indtil Leslies gik bort i 2018. Efter hans død overtog datteren Samantha og står i dag for den daglige drift. Samantha er vokset op på Rudd Estate og har arbejdet tæt sammen med sin far. Derudover har hun været i lære på Chateau Margaux og Spottswoode. Hendes kærlighed til vinmarkerne gør at den bæredygtige tilgang er stærkere end nogensinde før.

Rudd Estate består både af ejendommen i Oakville, samt en vinmark i det højere beliggende Mount Veeder område i Napa Valley. Det er cabernet sauvignon der er den dominerende drue, men den står ikke alene her. For Samantha Rudd er det mere udtrykket af stedet der er vigtigt, end blot druens karakter.

Spottswoode

Spottswoode er et af de vinerier der har været med til at tegne Napa Valley i længst tid. Oprindeligt grundlagt i 1882 af May og George Spottswoode.

I dag er det familien Novak der ejer og driver Spottswoode i Napa Valley. Mary og Jack Novak købte gården i 1972 og frigav den første rene cabernet sauvignon i 1982, præcis 100 år efter gårende blev grundlagt. Marys datter Beth Novak Milliken driver i dag gården, sammen med sin datter Lindy. Målet er først og fremmest at levere en helt klassisk cabernet sauvignon, fra druer der høstes på den økologisk drevne vingård. Derudover produceres der et par andre vine, mest kendt er sauvignon blanc, der er kombineret af druer fra både Napa Valley og Sonoma.

Da Spottswoode har været økologisk siden 1985 så er det en af pionererne på dette område i Napa Valley. Alle 42 acres passes med stor respekt for den omkringliggende natur, for at sikre fremtiden og rene elegante vine.

Smagsmæssigt er Spotswoode cabernet sauvignon meget i sin egen stil, med en rød tråd der går gennem alle årgangene. Senest demonstreret ved en 20 årganges vertikal smagning foretaget sammen med anmelderen fra The Wine Advocate, Robert Parker. Smagningen bekræftede dels evnen til at udtrykke årgangen, men også til at vise det unikke terroir her i St. Helena. Første årgang med 100 point var 2002, hvilket også viser hvor længe man har haft det høje niveau.

Ad Vivum

En tur der er gået via Dominus, Caymus og Petrus, inden vinmager Chris Phelps startede dette spændende projekt! Ad Vivum er et kreativt navn, der delvist stammer fra latin og betydningen er i retning af ”at leve”

Ad Vivum er en vin der kommer fra vinmarken Sleeping Lady, der ligger i Yountville i Napa Valley. En optimal beliggenhed, hvor Chris Phelps har adgang til super flotte druer. Vinen er allerede nu rangeret som en klassiker indenfor sin kategori.

Chris Phelps er vokset op i Californien og startede sin uddannelse på UC Davis. Derefter tog han på en lang rejse til Frankrig, hvor han startede med at bringe høsten i husi Saint-Emilion i den fabelagtige 1982 årgang, for Christian Moueix fra Petrus. Igennem dette arbejde mødte Chris sin mentor Jean-Claude Berrouet som fremstillede 44 årgange af Petrus i Pomerol. Chris tilskriver en stor del af sin viden og inspiration til Mr. Berrouet.

Da Chris kom tilbage til USA forblev han i stalden hos Moueix/Berrouet og var vinmager på deres prestigeprojekt i Napa Valley; Dominus i 12 årgange. Efterfølgende blev det til syv årgange hos Caymus Vineyards inden 12 år hos Swanson i midten af Napa Valley. Fra 2006 startede Chris med Ad Vivum hvor han fremtillede under 1000 flasker. I dag er produktionen stadig lille, men under 500 kasser.